Kite-skiing over Grønlands indlandsis
Artikel bragt i Adventure World i 2001, af Flemming Lund. Redigeret af Sverri Warm.

“Vi havde en god dag med effektiv kiting og fik tilbagelagt 40 kilometer.” Foto: Flemming Lund.

Vi kom kørende i Sverris Saab hen over Rømøs sandstrande, da jeg pludselig fornemmede et eller andet flyvende objekt nærme sig bagfra. Jeg drejede hovedet, og gennem sideruden fik jeg ca. tyve meter fra bilen øje på en kæmpestor spraglet drage, der nærmest dirrede et par meter over jorden.

For enden af linerne, som var fastgjort til to styrehåndtag, sad en dybt koncentreret mand i et trehjulet køretøj, en såkaldt buggy, som han med stor præcision styrede med fødderne. Sverri og jeg gloede måbende på fænomenet, der nu var i færd med at overhale os. Bilens speedometer viste ca. 70 km/t, så manden i buggyen må have kørt tæt på 80 km/t. Resten af dagen gik med at kigge på og snakke med “kitere”, og det blev efterhånden klart for os, at vi selvfølgelig skulle have kites med til vores planlagte ekspedition til Grønland.

I april 2000 tog vi på træningstur med ski og kites til Vestgrønland, hvor vi på de store snedækkede søer mellem Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og Sissimiut (Holsteinsborg) fik vores ilddåb. At kite på ski med rygsæk og pulk stiller visse krav til både balanceevne og skifærdigheder, men efter flere spektakulære styrt og mange blå mærker blev vi dog helt skrappe til det.

Forfatteren holder pause på en af letvægtspulkene. Med sig havde ekspeditionen 220 kg. proviant og udrustning. Det var en komplet polarudrustning med alt lige fra flæskesvær og fleecehandsker til fem toptunede Quadrifoil Competition kites. Foto: Flemming Lund.

En enkel verden
Et år senere, den 9. april 2001, landede vi igen i Kangerlussuaq. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var minus 15 grader. Næste morgen klokken ti blev vi kørt de ca. 25 kilometer ind til Punkt 660 ved kanten af isen, hvorfra vi ville starte ekspeditionen. Fra dette punkt fører et spor, anlagt af Volkswagen, ind til deres testbane over 100 kilometer inde på isen. Det følger den mest sikre vej gennem spalteområdet i randzonen og efter at have snakket lidt frem og tilbage, blev vi enige om at følge sporet de første 25 kilometer.

Vi satte stængerne i pulkene, spændte os selv for og startede så den ca. 540 kilometer lange vandring over isen mod Isortoq på den grønlandske østkyst. Samtidig trådte vi ind i en enkel verden uden stress og jag, hvor meningen med livet alene var at bevæge sig fra punkt A til punkt B og samtidig holde sig varm og tør. Det var en verden, som godt nok stillede strenge krav til vores fysiske formåen, men som samtidig var mentalt afslappende.

Akut olieforgiftning
Vejret var fint. Solen skinnede, men en frisk vind blæste fra øst, og det var nødvendigt at tage skibriller og ansigtsmaske på og snøre hætten godt til. Sneen i sporet var fast, og de tunge pulke gled overraskende let til trods for en svag stigning. Der var ingen grund til at tage ski på, og vi vandrede lystigt derudaf gennem et fantastisk landskab. Randzonen er tit beskrevet som et frossent oprørt hav, og denne beskrivelse passer udmærket. Så langt øjet rakte mod nord, syd og øst strakte sig dette bølgende hav af is og sne.

Ved 17-tiden besluttede vi os for at slå lejr. Vi havde da tilbagelagt ca. 10 kilometer, og sulten og trætheden var begyndt at melde sig. Da vi nogle timer senere havde spist aftensmad og var kommet i poserne, blev jeg overmandet af en voldsom kvalme. For ikke at miste for meget fedt på den lange tur havde vi medbragt nogle liter vegetabilsk olie, som det var tanken skulle tilsættes vores varme måltider. Aftensmåltidet var således blevet beriget med en halv deciliter soyaolie pr. mand, og det var nu symptomerne på en akut olieforgiftning, jeg lå og døjede med. Jeg måtte kæmpe for at beherske mit maveindhold, men efter en times tid fortog kvalmen sig, og jeg faldt i søvn.

Som svalernes flugt
Den 11. april blæste en frisk vind fra nordvest. Det var ideelle betingelser for kite-skiing, og vi valgte hver at lægge ud med en skærm på syv kvadratmeter. Efter at have rigget til stod vi nu der i sneen med ca. 50 meters afstand og skuede mod øst. Terrænet var fortsat svagt stigende, og det ville det blive ved med, indtil vi nåede det højeste punkt på ruten i 2500 m.o.h. ca. 300 kilometer inde på isen. Af sikkerhedshensyn brugte vi walkie-talkies, når vi kitede, så vi kunne kommunikere, hvis vi skulle komme for langt væk fra hinanden. “Klar?”, lød Sverris stemme i radioen. Jeg kvitterede, og Sverri trak nu sin kite op og begyndte at flyve den fra side til side i en bane, som beskrev et ottetal. Kiten skal flyves aktivt for at trække, og ved at beskrive et ottetal får man mest kraft ud af den.

Jeg lod Sverri få et lille forspring og trak derefter min egen kite op. Sammenlignet med at trække pulkene ved egen kraft er følelsen af at blive trukket af en kite intet mindre end fantastisk. Med over 100 kilo hver i pulkene gled vi nu henover isen i et tempo, som varierede fra det adstadige til det direkte halsbrækkende, hvor pulkene slingrende vildt bag os og til tider væltede. Vinden sang i linerne, og med deres hurtige bevægelser og skarpe drej mindede de farvestålende kites om svalers flugt henover himlen på jagt efter insekter.

Den dag nåede vi ca. 25 kilometer, før vinden lagde sig. Vi måtte holde mange pauser, da det er ganske anstrengende at lade sig transportere på denne måde, så da vi krøb i poserne om aftenen, var vi mørbankede, men umådeligt tilfredse med vores bedrift.

Den forladte amerikanske radarstation DYE 2. Læg mærke til størrelsesforholdet: Sverri står foran til venstre. Foto: Flemming Lund.

Forladt radarstation
De næste mange dage havde vi konstant vinden imod os og var derfor nødt til at trampe derudaf med feller under skiene. Terrænet var ikke så krævende, og på en god dag kunne vi tilbagelægge 20-25 kilometer. Vi fik også nogle dage dage med storm og whiteout, hvor vi kun kunne opholde os i teltet. Vi fordrev så tiden med at spille ludo, spise og slappe af. Den 22. april nåede vi den forladte amerikanske radarstation DYE 2. Vi havde planlagt at overnatte inden døre, men da vi så, hvor rodet og beskidt der var, slog vi telt op i stedet. DYE 2 er bestemt et spændende sted og den eneste menneskeskabte seværdighed på ruten. Allerede på 50 kilometers afstand kan man se denne kolos, der med sin store hvide radarkuppel hæver sig over isen. DYE 2 og de øvrige tre DYE stationer i Grønland blev forladt i 1992 som følge af Thuleradarens udbygning. I dag er kun DYE 2 og DYE 3 tilbage. De ligger nu øde hen på Indlandsisen og venter på, med tiden, at forsvinde ned i isen.

Indenfor var radarstationen så rodet og beskidt, at ekspeditionen foretrak at telte i stedet. Foto: Flemming Lund.

Frisk vind til storm
Næste morgen blæste en svag brise fra vest, men da vi efter et par timer havde fået pakket sammen og var klar til afgang, var vinden tiltaget i styrke. Sneen føg nu henover isen. Vi bestemte os for at lægge ud med de mindste kites på fem kvadratmeter, men selv med så “små” kites kom vi på en svær opgave. Terrænet var tillige vanskeligt med en del sneskavler, og efter at have kæmpet en times tid stoppede vi og holdt rådslagning. Vi blev enige om at pakke den ene kite ned og i stedet prøve på skift at trække hinanden. Det viste sig at være den helt rigtige løsning. Farten kom ned, og den bageste mand virkede som et stabiliserende drivanker. Det var stadigvæk hårdt for bentøjet, men vi fik kitet 23 kilometer den dag og gået yderligere fem.

Der fulgte nu igen nogle dage med dårligt vejr, hvor vi var nødt til at blive i teltet. Når det stormer på Indlandsisen, stormer det virkelig, og så er der ikke andet at gøre end at blive, hvor man er, og vente på bedring. Tidsplanen ville efterhånden blive svær at holde, og vi gennemgik vores proviant og brændstof for at dobbeltchecke, at vi ikke ville få problemer i den retning. Heldigvis havde vi rigelig mad og brændstof til 30 dage og ville sagtens kunne strække rationerne til 37 dage.

Den 3. maj tilbagelagde vi i løbet af knap fem timer, inklusiv pauser, næsten 70 kilometer (57 kilometer netto) under perfekte betingelser. En frisk vind fra vest bar os henover isen med ca. 25 km/t. Sigten var god og overfladen jævn med en del blød sne, der virkede som en effektiv støddæmper på den ellers meget isede overflade. Vi skiftedes stadigvæk til at trække hinanden. Udover at virke stabiliserende, kunne “bagmanden” også navigere og videofilme. Samme dag passerede vi det højeste punkt på ruten i ca. 2.500 m.o.h. og kunne nu tydeligt mærke, at det gik ned ad bakke.

Det skiftende vejrlig var afgørende for dagsdistancerne. En dag tilbagelagdes efter mange anstrengelser kun 15 kilometer. Solen havde strålet fra en skyfri himmel, og sneen var som kartoffelmel. En anden dag var føret glimrende, men vi gik i totalt whiteout og måtte checke kompasset konstant. Foto: Flemming Lund.

Finalen
Fem dage med beskeden fremdrift fulgte. Enten var vejret smukt og føret elendigt, eller også var føret godt og vejret elendigt. Der var dog ikke så langt igen. Ifølge GPS’en var der godt 50 kilometer til Isortoq, og da skyerne lettede den 7. maj, kunne vi se østkystens fjelde.
 
Om morgenen den 9. maj var der 45 kilometer tilbage. Vi havde ringet til vejrtjenesten i Kangerlussuaq fra vores satellittelefon aftenen i forvejen, og de havde lovet dårligt vejr uden udsigt til bedring de næste tre dage. I det mindste var der ikke varslet Piteraq (polaruvejr med vindstød op til orkan). Med så få kilometer tilbage og en “sikker” rute ned ad gletcheren plottet ind i vores GPS, besluttede vi os for at tage afsted. I begyndelsen havde vi vinden ind skråt forfra, men efter ca. otte kilometer ændrede vi kurs og fik nu vinden ind bagfra. Samtidig begyndte det for alvor at gå nedad, og vi kunne over en længere strækning glide afsted uden at bruge kræfter.
 
Ved 18-tiden nåede vi land. Et par klippeblokke stak op af isen, og der satte vi os ned og og hvilede benene. Vi havde da tilbagelagt ca. 30 kilometer. Efter at have indtaget en større mængde pølse, knækbrød, leverpostej, chokolade, etc. blev vi enige om at fortsætte hele vejen til Isortoq. Hvis vi havde vidst, hvor hårde de sidste 15 kilometer ville blive, havde vi nok nøjedes med at affyre et par skud med riflen, råbt hurra og derefter gået i poserne og fortsat næste morgen.

I stedet vandrede vi hele natten - ned ad gletcheren, henover søen i vand til anklerne, op ad fjeldet på hænder og knæ, ned ad fjeldet på røv og albuer og endelig, kl. 05.30 om morgenen, i silende regnvejr, stavrede vi ind i Isortoq. Byen sov, og vi anede ikke, hvor vi skulle gå hen. I nærheden af heliporten fandt vi dog et forladt hus, og det lykkedes at finde et par stole at sidde på og få lavet noget morgenmad. Kl. otte mødte vi lokalbefolkningen, og man fortalte, at der ville afgå en helikopter kl. tolv til Tasiilaq. Den næste ville først gå fem dage senere, så vi fik lige pludseligt travlt med at købe billetter og slæbe al udrustningen op til heliporten. At vi var kommet tilbage til civilisationen, var der ingen tvivl om. Nu var det ikke længere os selv, der bestemte farten.

 

Ekspeditionen blev inspireret af de store trækdrager (traction kites), som man i de senere år har kunnet se anvendt på den jyske vestkyst, hovedsagelig Rømø og Fanø, i forbindelse med “kite-buggying” (kørsel i trehjulet strandracer) og “kite-surfing”. Foto: Flemming Lund.

Praktiske oplysninger
En tur over Indlandsisen på ski lyder rent umiddelbart ekstrem, men kan man færdes i vinterfjeldet på egen hånd, og færdes sikkert på en gletscher, er det en overkommelig udfordring og en oplevelse for livet. Fra pkt. 660 i Vestgrønland til Isortoq i øst er der ca. 540 kilometer. Er man i god form, bør distancen kunne tilbagelægges på ca. 30 dage.

Der er delte meninger om hvilket tidspunkt, der er bedst for en krydsning. Vores tur fandt sted i perioden 10/4-10/5 2001. Det var “dejligt koldt”, og vi havde generelt godt føre. Man kan dog også starte senere, f.eks. 1. maj, og vil i så fald have højere temperaturer. Jo senere man starter, desto større er risikoen for smeltevand i randzonen i vest og tungt føre inde på isen.

For at krydse Indlandsisen skal man have tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre. I Dansk Polarcenter kan man få yderligere information samt de nødvendige ansøgningsskemaer. Al information er i øvrigt tilgængelig på nettet (www.dpc.dk). Planlægningen bør påbegyndes mindst seks måneder før afrejse. 

 

Udstyr og proviant
På en sådan tur er det af altafgørende betydning, at udrustningen er i orden, og at provianten er korrekt sammensat. Man er på hårdt arbejde i 30 dage, og det kan få katastrofale følger, hvis soveposen er for tynd, skibindingen går i stykker og ikke kan repareres, eller hvis man ikke får nok at spise. Den forudgående test af udrustning er derfor af stor betydning.

Af proviant havde vi 5000 kcal. pr. mand pr. dag og led ikke nogen nød, men da vi begge har et meget højt stofskifte, følte vi ikke, at vi havde for meget med.

Faste udgifter
Det er ikke nogen billig fornøjelse at krydse Indlandsisen, men hvis man har al udrustningen i forvejen, eller kan låne sig frem, behøver det ikke at koste mere end en luxus adventure ferie. Af faste udgifter kan nævnes:

Flybilleter t/r pr. mand inkl. indenrigsflyvning i Grønland:ca. 8.000 kr.
Luftfragt af 220 kg udrustning (København-Kangerlussuaq): ca. 4.500 kr.
Obligatorisk search and rescue forsikring i 35 dage pr. mand: ca. 4.500 kr.
Leje af obligatorisk satellitnødsender: ca. 3.500 kr.
Evt. leje af VHF radio: ca. 1.000 kr.
Transport til pkt. 660 i Vestgrønland:ca. 1.000 kr. 

Økologiske hjælpemotorer - om fænomenet kiting
De fleste af os har som barn prøvet at flyve med drage. Endnu har kun de færreste prøvet at flyve med kites. Der er tale om rektangulære, styrbare drager, med to eller fire liner, på mellem to og ti kvadratmeter, som kan trække en person på et surf board, i en buggy, på skøjter eller ski med svimlende hastigheder. Hastighedsrekorden på ski er f.eks. på over 100 km/t.

De mest effektive drager (kites) er de såkaldte Ram-air kites. De er celleopbygget og består af to lag stof med skillerum. Når vinden rammer kitens forkant (leading edge), bliver cellerne blæst op, og kiten får en tredimensionel profil. Denne form giver både stabilitet og god stigeevne og er den samme konstruktion, som man ser i paragliders.
Til kitesurfing vil kiten tillige have oppustelige kamre, som forhindrer den i at synke, hvis den falder ned i vandet.

Kraften fra kiten overføres til pilotens seletøj via linerne og styrehåndtagene. Styrehåndtagene vil typisk være forbundet med et stykke snor på ca. 50 cm, som piloten hægter sig på ved hjælp af en krog i seletøjet.

Hvordan flyves en kite?
En kite skal flyves aktivt for at trække. Den har på en lang række punkter de samme egenskaber som en flyvinge. Hvis ikke den er i konstant bevægelse, vil den stalle og falde ned. Jo hurtigere kiten bevæges gennem luften, desto mere trækker den, og jo hurtigere vil piloten bevæge sig henover underlaget. Med en veltrimmet kite vil en skiløber (uden oppakning) let kunne bevæge sig flere gange vindens hastighed.

Man får lettest gang i kiten ved at flyve den fra side til side, eller op og ned, i en bane, som tegner et otte-tal. På denne måde vil kiten være i konstant bevægelse. Man kan også lade kiten snurre rundt som en propel, f.eks. fire omdrejninger med uret efterfulgt af fire omdrejninger mod uret. Det kræver dog lidt mere øvelse.

Når man har fået fart på, kan man begynde at knibe op mod vinden, og det er muligt, ligesom i en sejlbåd, at krydse mod vinden. Med tung oppakning på ski har dette dog erfaringsmæssigt vist sig ikke at være muligt.

Kite-skiing
På ekspeditioner i polaregnene har kiten ved flere lejligheder vist sig som en særdeles effektiv “økologisk hjælpemotor”. Den vejer og fylder lidt og kan under gunstige vindforhold trække en imponerende dødvægt over store afstande. På Indlandsisen tilbagelagde vi (to mand med udrustning = ca. 375 kg.) næsten 70 km på knap fem timer med én kite på bare fem kvadratmeter.

Dertil kommer, at det er umådelig morsomt at kite-ski. Når først man har fået noget øvelse, kan man begynde at lære tricks så som hop og piruetter, og hvem får i øvrigt ikke et kick, når farten nærmer sig de 100 km/t?

Udstyret
Udover kiten skal man bruge et seletøj. Det kan være en windsurfer trapez eller evt. en modificeret siddesele til klatring. Man kan også få et særligt “kite harness”, som tillige kan bruges til windsurfing. Hjelm er et must. En klatrehjelm er tilstrækkelig, men hvis det skal gå rigtig vildt for sig, vil en MC-styrthjelm være at foretrække.

Valget af ski vil næsten altid være et kompromis. På Indlandsisen brugte vi telemarkski (Fischer Europa 109), Rottefella Chili og kraftige læderstøvler. Stabiliteten var OK, men det ville have været mindre anstrengende at kite, hvis vi f.eks. havde brugt alpine turski og plaststøvler. Det ville dog have gjort skiløbet uden kite til en sand pine.

Som tommelfingerregel kan alle typer alpinski bruges, men det vil i så fald være en god ide at medbringe en “hoch tour-indsats” til bindingen, således at man kan gå på skiene, hvis vinden skulle gå hen og lægge sig. Der findes mange typer af kites på markedet i dag og prisen varierer fra ca. 5.000 kr. til 15.000 kr.